21. august 2014

Harper hævder suveræniteten

Premierminister Harper på traditionel rundtur i det nordlige Canada

Den canadiske premierminister Stephen Harper
holder flaget højt i arktisk Canada - og besøger nu
 for niende år i træk området. Foto: pm.gc.ca
Den canadiske premierminister Stephen Harper er i disse dage på rundrejse til Canadas nordlige provinser.

Det er niende år i træk, at premierministeren tager på denne tur - og understreger dermed den nuværende canadiske regerings stærke prioritering af Arktis.

Turen bringer Harper til Yukon, NWT og Nunavut. Det nordlige Canada, der derovre slet og ret kaldes Norden, har nydt godt af regeringens fokus, siden Harper blev Canadas førstemand i 2006.

- Norden er en fundamental del af vores kultur og identitet og nøglen til vores nuværende og fremtidige velstand. Regeringen erkender det - og vi vil sikre nordboerne de fornødne redskaber og infrastruktur til selv at tage hånd om fremtiden, hedder det i en pressemeddelelse fra premierministeren.

Premierminister Harper lytter til strubesang. Til
 højre for Harper minister for oprindelige folk
 Leona Aglukkaq, der selv stammer fra Nunavut.
Foto: pm.gc.ca
Den canadiske regering offentliggjorde i 2007 en arktisk strategi, som bygger på fire søjler: Håndhævelse af suverænitet, beskyttelse af miljøet, støtte til social og økonomisk udvikling samt styrkelse af nordens selvstændighed.

Ligesom i Grønland er lufthavne et tilbagevendende emne i den canadiske debat:

- Kun ti ud af 65 lufthavne nord for 60. breddegrad har asfalterede landingsbaner, siger direktøren for NWT's handelskammer til CBC i forbindelse med premierministerens rundrejse.

- Det gør det dobbelt så dyrt at producere og bremser udviklingen, siger direktøren og nævner, at der i øjeblikket er 20 mineprojekter under udvikling, ligesom han forventer et boom inden for olie- og gasindustrien.

Stephen Harper vil ikke love penge til lufthavne her og nu, men fremhæver, at regeringen blandt andet har investeret 200 millioner dollars i en udvidelse af Demster Highway til Tuktoyaktuk på kanten af Polhavet.

Operation Nanook 2014 foregår i området ved
 Iqaluit - hovedbyen i Nunavut på Baffin Island.
Under sin rundrejse skal Stephen Harper blandt andet besøge militærøvelsen Operation Nanook, der i år finder sted ved og på Baffin Island i Nunavut. Manøvren, der er områdets største, træner blandt andet samarbejdet om SAR - og også det danske forsvar deltager i øvelsen. Danmark er repræsenteret med inspektionsskibet Triton.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar