24. september 2014

Dystre udsigter

Økonomisk Råd efterlyser reformer

Stort behov for reformer i den grundstødte
 grønlandske økonomi, mener Økonomisk Råd.
- Betydningen af at få iværksat en reformproces kan ikke overdrives. Det skriver Grønlands Økonomiske Råd i sin årsrapport, der blev offentliggjort mandag.

På økonom-sprog betyder det, at den er helt gal - og der skal gøres noget nu. Rådet skriver videre:

- Fraværet af reformer udskyder ikke kun problemerne, men gør dem større og bringer økonomien i en mere sårbar position. Det kan konstateres, at der efter fem år med selvstyre ikke er gennemført væsentlige reformer med henblik på at understøtte en selvbærende økonomi.

Klik her for at læse rapporten.
Økonomisk Råd råber vagt i gevær efter flere år, hvor økonomien har været i tilbagegang. Det skyldes en kombination af vigende fiskeri, aftagende råstofaktivitet og fald i turismen, hvortil kommer mindre bygge- og anlægsaktivitet. Rådet ser ingen tegn på bedringer, selv om forsøgsfiskeriet efter makrel tegner godt - og der er udsigt til ekstraordinære anlægsopgaver i 2015.

 Det Økonomiske Råd ser heller ikke muligheder i den meget omtalte råstofudvinding og gør dermed op med drømmene om en selvbærende grønlandsk økonomi baseret på gigantiske råstofindtægter:

 - Det er en passiv strategi alene at fokusere på andre ydre indtægtskilder til erstatning af bloktilskuddet og øvrige tilskud fra udlandet. Det er ikke oplagt, at det reelt skaber en større selvstændighed at være afhængig af finansieringsbidrag fra multinationale virksomheder. Det er ikke realistisk inden for en meget lang tidshorisont at opbygge en råstoffond af tilstrækkelig størrelse til at afkastet herfra kan modsvare overførslerne fra udlandet. Dette vil kræve en råstoffond, der set i forhold til økonomiens størrelse er 5-7 gange så stor, som den norske oliefond, skriver Økonomisk Råd.

Rådet ønsker reformer, der først og fremmest drejer sig om arbejdskraftens kvalifikationer og mobilitet, men man peger også på behovet for skattelettelser og en stramning af arbejdsmarkedsydelsen. Det hedder blandt andet:

- Foruden at en højtuddannet og specialiseret andel af arbejdskraften kommer udefra, så finder også en større andel af udenlandske ufaglærte vej til jobs, hvor der ikke stilles særlige krav om kvalifikationer. De strukturelle udfordringer vedrører således ikke alene at højne arbejdsstyrkens generelle kvalifikationsniveau, men også at fremme forhold omkring mobilitet og incitamenter. Der er behov for reformer, der øger gevinsten ved at arbejde, og som skærper rådighedskravene for at oppebære arbejdsmarkedsydelsen. Det er positivt, at der i de senere år er sket fremskridt på uddannelsesområdet, hvor flere unge nu er i gang med en uddannelse.

Økonomisk Råd blev nedsat af Naalakkersuisut i 2009 og årets rapport er den femte i rækken. Økonomisk Råd ledes af et formandskab på seks personer. Formand er professor ved Aarhus Universitet Torben Andersen og næstformand er direktør Ulla Lynge fra Sermersooq Business Council.

 Årsrapporten fra Økonomisk Råd kan læses her.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar