19. november 2014

Køer i grønlandske brugser

Nu kommer der grønlandsk oksekød i de grønlandske brugser

Slagterne fra KNB i gang med at
forarbejde det grønlandske oksekød.
Foto: KNB
En gruppe slagtere fra Brugseni var fornyligt i Narsaq for at partere 25 køer, som var blevet slagtet på Neqi, fortæller informationsmedarbejder Irene Jeppson fra Kalaallit Nunaanni Brugseni.

 Det drejer sig om køer fra Sofus og Suka Frederiksens gård i Narsap Ilua/Dyrnæs ved Narsaq, samt fra Niels Lund i Qanisartuut.

 - Vi har slagtet dobbelt så mange køer i år som i de tidligere år, og vi glæder os til at tilbyde kunderne det fine kød, siger salgschef i Kalaallit Nunaanni Brugseni, Brian Weuge Chemnitz. Kødet forventes i butikkerne indenfor den nærmeste tid.

- Hold øje med kødet. Det drejer sig om meget fint kød. Kødet er naturligt opdrættet og eftertragtet og der er meget lavt fedtindhold i kødet, siger Brian Weuge Chemnitz.

Oksekødet kommer fra disse dejlige
omgivelser ved Narsaq. Foto: KNB
Der har de seneste år været en stigende interesse for kvægavl som alternativ til fåreavlen i Sydgrønland, og antallet af køer er støt stigende.

De grønlandske landmænd har kastet deres kærlighed på kvæg af racen Dexter, der betegnes som verdens mindste kvægrace. Størrelsen til trods er Dexter hårdfør og klarer sig fint i den til tider rå grønlandske natur. Det skyldes blandt andet, at det er en naturlig og meget gammel race, der kan føre sine rødder helt tilbage til urtiden.

Da nordboerne i sin tid kom til Grønland for godt 1.000 år siden, dyrkede de både korn og holdt kvæg, så der har tidligere været kvægdrift i Sydgrønland.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar