2. juli 2015

English is my best...

Sommeruniversitet i Nuuk

Ilisimatusarfik benytter sommerens lyse timer til
at styrke de studerendes engelsk-kundskaber.
Foto: Ilisimatusarfik
Nu får de studerende på Grønlands Universitet, Ilisimatusarfik, i Nuuk en enestående chance for at forbedre deres færdigheder i engelsk.

Universitetet arrangerer denne sommer for første gang et såkaldt sommeruniversitet - eller som Ilisimatusarfik skriver på hjemmesiden "Ilisimatusarfik Summer University". Kurset retter sig både mod de nuværende studerende og dem, som begynder efter sommerferien.

Både en form for sommeruniversitet og specielt bedre muligheder for at lære engelsk i praksis har længe været et stort ønske blandt vore studerende, siger international koordinator ved Ilisimatusarfik Per Thomsen.

Kurset er tilrettelagt, så de studerende opnår ECTS-points. Det betyder, at de til sin tid kan føre kurset på deres eksamensbevis.

- Jeg tror, at sommeruniversitetet er begyndelsen til noget stort, siger Per Thomsen.

- Mange udenlandske studerende efterspørger sommerkurset med et grønlandsk eller arktisk indhold - og det vil vi kigge nærmere på til næste år.

Engelskkurset, der begynder mandag og varer til den 30. juli, har 15 tilmeldte ud af Ilisimatusarfiks cirka 700 studerende, der er fordelt på dels en række traditionelle universitetsfag og dels uddannelser som sygeplejerske og journalist.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar