22. oktober 2015

Stor interesse for byggeskik

Netværksmøde i Nuuk

Vinteren er kommet til Nuuk, som det ses på
 dette foto, som netværksleder Ellen Arnskjold har sendt.
Interessen for Arctic Business Networks kommende konference om den arktiske byggeskik er stor. Det viste sig, da netværket mandag holdt efterårets første medlemsmøde i Nuuk.

Netværksleder Ellen Arnskjold kunne notere stor tilfredshed med initiativet, men også en klar og indlysende advarsel: Arrangementet skal kunne bruges til noget. Det skal ikke bare være snak, men med et konkret udbytte for deltagerne - både for entreprenører og leverandører.

- Det var et stort ønske, at konferencen konkret skal bidrage til nye løsninger og metoder i byggebranchen. Medlemmerne ser konferencen som et mødested, hvor deltagerne i fællesskab kan afsøge forretningsmuligheder og bidrage til en generel innovation i branchen, fortæller Ellen Arnskjold.

Generelt var der på mødet i Nuuk stor tilfredshed med udviklingen i den grønlandske hovedstad. Flere store byggerier som havnen, den nye anstalt, en ny retsbygning og flere boligbyggerier bidrager til et højt aktivitetsniveau.

Under sit ophold i Nuuk har netværksleder Ellen Arnskjold holdt flere møder som led i forberedelserne til den store konference, hvor naalakkersuisoq Knud Kristiansen har givet tilsagn om at holde åbningstalen.

Konferencen om Arktisk Byggeskik finder sted på Center for Logistik og Samarbejde i Aalborg den 4. februar.

Læs mere om konferencen Arktisk Byggeskik og Bæredygtighed.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar