13. oktober 2015

Uventede gæster

Airbus 330 fra SAS sikkerhedslander i Kangerlussuaq

Danmarksmaskinen fra SAS i 90'ernes Kangerlussuaq,
hvor SAS fløj mellem Danmark og Grønland med
Boeing 767. Foto: Wikipedia.
En Airbus 330 fra SAS med 159 passagerer og besætningsmedlemmer foretog mandag 12. oktober klokken 17:51 en såkaldt sikkerhedslanding i Kangerlussuaq Lufthavn. Hændelsen foregik uden dramatik, og det forventes, at flyet kan fortsætte mod sin destination igen tirsdag, meddeler Mittarfeqafiit.

Sikkerhedslandingen skyldtes en kaffemaskine ombord på SAS’ rutefly, en Airbus A330-300 fra Stockholm til Chicago, der udviklede røglugt i kabinen, mens flyet befandt sig i luftrummet over Grønland. Det fik besætningen til at kontakte flyveledelsen i Island, der kontaktede flyveledelsen i kontroltårnet i Kangerlussuaq. Her alarmeres brandberedskabet straks. I mellemtiden fik flyets besætning frakoblet kaffemaskinen og sprøjtet halon, der er en brandhæmmende gas ind i rummet bag kaffemaskinen.

Sikkerhedslandingen forløb planmæssigt med Mittarfeqarfiits Brand & Redningstjeneste på standby.

- Alt er foregået efter bogen, og hændelsen viser, at vores kommunikation med både luftfartselskabet og flyveledelse i Island samt koordinering lokalt i Kangerlussuaq fungerer, som den skal i en sådan situation, siger Niels Grosen, der er driftsdirektør i Mittarfeqarfiit.

Umiddelbart efter landingen blev passagerer og besætning samlet i Kangerlussuaqs terminalbygning og kaptajnen briefede passagerer om hændelsen.

SAS-fly i Kangerlussuaq er bestemt ikke hverdagskost længere. I en længere årrække fra den første nordpolsflyvning i 1954 havde SAS monopol på ruten til Kangerlussuaq fra København, men det skandinaviske luftfartsselskab opgav ruten i kølvandet på angrebet på New York 11. september 2001. På det tidspunkt havde både SAS og Air Greenland konkurreret om kunderne på ruten i et par år.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar