28. september 2016

IBA-aftale på plads i Citronen Fjord

Anlæg af zink- og blymine begynder i 2017

Citronen-mine tættere på at blive
realiseret. Foto: Naalakkersuisut.
De fire grønlandske kommuner, Naalakkersuisut og rettighedshaveren til zink- og blyforekomsten ved Citronen Fjord i Nordgrønland, Ironbark A/S, har færdigforhandlet og underskrevet en IBA-aftale, som skal fremme grønlandsk inddragelse i det kommende mineprojekt.

De grønlandske parter mener, at aftalen vil danne grundlag for, at arbejdskraft og virksomheder fra hele Grønland bliver en del af projektet, på trods af de geografiske udfordringer som minen i Nordgrønland, der ligger uden for den kommunale inddeling, vil medføre.

Ud af de 470 personer, som skal tilknyttes minen i driftsfasen, vil 290 personer konstant opholde sig i minen. Det er målsætningen at involvere flest mulige lokalansatte startende med 63 lokale i anlægsfasen og stigende over tid. Der er nået enighed om oprettelse af mindst 8 lærepladser, ligesom der vil blive tilrettelagt uddannelsesforløb for mekanikere, elektrikere, gravemaskineførere og administratorer. Der forventes købt varer og tjenesteydelser gennem grønlandske leverandører for cirka 650 millioner kroner i anlægsfasen og mere end 800 millioner kroner i driftsfasen.

Der vil desuden blive oprettet tre fonde med et samlet beløb på 0,6 mio. kroner, som skal fokusere på fremme af forskellige formål. Der oprettes en social- og kulturel fond, der har til formål at fremme og støtte grønlandsk kultur og sociale initiativer/sportsinitiativer samt aktiviteter til gavn for borgerne i de fire kommuner. Der laves desuden en uddannelsesfond, med det formål at forbedre jobmulighederne for faglærte og ufaglærte arbejdstagere i forhold til minedrift, såsom ingeniørarbejde, administration, økonomi, sundhed, sikkerhed samt miljø og sociale forhold. Endelig er der i aftalen nået enighed om etablering af en virksomhedsfond til fremme og støtte af grønlandske virksomheder via kursusaktiviteter, kompetenceopbygning, overførsel af viden, juridisk assistance og lignende aktiviteter.

- Selvom zink og bly projektet ved Citronen Fjord ligger uden for den kommunale inddeling, er det derfor et håb, at IBAen kan skabe rammerne for at gøre dette til hele Grønlands projekt. Citronen Fjord projektet rummer en af verdens største forekomster af zink og bly. Målt på potentielle arbejdspladser er Citronen Fjord minen også større end de tidligere mineprojekter, der er givet tilladelse til i Grønland i nyere tid, hedder det i en pressemeddelelse fra Naalakkersuisut.

 IBA-forhandlingerne blev påbegyndt i foråret 2016. Aftalen med Ironbark A/S bliver den tredje minerelaterede IBA-aftale i Grønland. IBAen vil bidrage til udviklingen af den grønlandske råstofsektor på en række forskellige områder, og har som mål at sikre grønlandsk beskæftigelse, inddragelse af grønlandske virksomheder og opkvalificering af den grønlandske arbejdsstyrke.

Den lovpligtige udnyttelsestilladelse og respektive godkendelser vil herefter blive færdiglavet og det forventes at Ironbark A/S starter anlæg af minen i løbet af 2017.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar