28. oktober 2016

Fokusgruppe for genbrug præsenteret

Cirkulær økonomi på dagsordenen

Per Kalvig fra GEUS introducerede ABN-medlemmerne
 til den såkaldt cirkulære, økonomiske tankegang.
- Det, der ikke kan dyrkes, skal graves op - og det kan vi i princippet kun gøre en gang, fortalte Per Kalvig fra GEUS, da han onsdag holdt oplæg for Arctic Business Network på et møde i Aalborg, hvor Kalvig introducerede medlemmerne for den såkaldt cirkulære økonomiske tankegang.

Det handler om at udnytte ressourcer og mineralske råstoffer bedst muligt, fordi de i princippet kun kan bruges en gang. Genbrugsbranchen har store udfordringer med for eksempel at at skille legeringer ad, når først de er blandet - og selv om det lykkes, bliver resultatet aldrig så godt som de rene råstoffer.

Bent Pedersen fra H.J. Hansen fortalte om virksomhedens
engagement i genrbugsbranchen og forventningerne til
den nye fokusgruppe.
Oplægget var fyldt med eksempler på råvarens lange vej til forbrugerne og afslørede et ganske kompliceret billede af et globalt samfund.

Per Kalvigs oplæg var indledningen til et spændende møde, hvor arbejdet i Arctic Business Networks nye fokusgruppe for affald og genanvendelse blev præsenteret. Opgaven går foreløbig ud på at sikre så god affaldssortering som muligt ved kilden, som i denne sammenhæng er Grønland.

Claus Thingaard Larsen fra Stena Recycling tror på,
at den nye fokusgruppe kommer til at betyde en
forskel for Grønland.
Den nye fokusgruppe består af Claus Espersen, Reno Nord, der også er tovholder for gruppen. Desuden består gruppen af Claus Thingaard Larsen, Stena Recyckling, Jens Christian Juul, H. J. Hansen samt Bent Edal Pedersen, H. J. Hansen. På mødet fik de opbakning fra flere af mødedeltagerne til det videre arbejde.

Foruden Per Kalvig præsenterede Bent Edal Pedersen sin virksomhed, H. J. Hansen, der udover at beskæftige sig med genbrug også omfatter en vinhandel. Ligeledes fortalte Claus Thingaard Larsen om Stenas skrot-division.

Netværksleder Ellen Arnskjold var tilfreds efter mødet:

- Det var et rigtigt netværksmøde, hvor medlemmerne blev lidt klogere på et nyt problemfelt og samtidig havde lejlighed til at netværke og lære hinanden bedre at kende.
Der bliver netværket og skabt nye kontakter på onsdagens møde.
Mødet samlede en lille snes netværksmedlemmer.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar