29. november 2016

Jubel over isbjørnefødsel

Aalborg Zoo har fået tre nyfødte isbjørneunger

Familieforøgelse hos isbjørnene i Aalborg Zoo.
Jubelen og stoltheden er stor i Aalborg Zoo, efter at en af havens isbjørne, Malik, lørdag morgen fødte hele tre unger.

- Så vidt vi ved, er det første gang, at en isbjørn i fangenskab føder tre unger, jubler en stolt direktør Henrik Vesterskov Johansen, samtidig med at han forsøger at holde benene på jorden. Forleden døde to isbjørneunger kort efter fødslen i Skandinavisk Dyrepark.

- Men alle tre unger ser sunde ud og er cirka lige store, så vi er optimister, siger Johansen.

For Aalborg Zoo kommer den lykkelige begivenhed på det helt rigtige tidspunkt. Haven har planer om at omdanne et større område til et grønlandsk temaområde. I forvejen har Aalborg Zoo landets flotteste og mest naturtro isbjørneanlæg.

- Fødslen er en helt enestående reklame for vores planer, siger direktøren.

Der vil gå nogen tid, inden offentligheden kan møde de små isbjørne i virkeligheden. Indtil videre dier de på livet løs i isbjørnehulen sammen med moderen, og først når de bliver større, bliver de lukket ud i den barske virkelighed.

Indtil da kan man følge de små isbjørne på Aalborg Zoo's hjemmeside, hvor to webcams transmitterer live fra isbjørnehulen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar