26. januar 2017

Hub på Svalbard

Arctic Frontier Business diskuterede logistik 

Terje Aunevik præsenterede Longyearbyen som
 et arktisk hub på Arctic Frontiers
Business 2017. Foto: Alberto Grohavaz/AF
Longyearbyen på Svalbard er det ideelle "Arctic Hub". Det mener direktør Terje Aunevik fra firmaet Pole Position Logistics, som præsenterede ideen på andendagen af Arctic Frontiers Business 2017.

- Longyearbyen byder på 900 hotelsenge, mange restauranter, forskningsfaciliteter, universitet, avancerede arktiske SAR-funktioner, daglige flyforbindelser til Arktis, stærke bredbåndsforbindelser og verdens største modtagestation for satellitsignaler, fremhævede Aunevik, da Arctic Frontiers Business diskuterede logistikken i Arktis.

Det skete under overskriften "logistics in Arctic - If you can do it here - you can do it anywhere".

Longyearbyen er sammen med den russisk administrede mineby Barentsborg de eneste deciderede bysamfund på Svalbard. Longyarbyen med sine 2.000 indbyggere har de seneste år lidt voldsomt under de faldende kulpriser, som har medført at flere af Store Norskes miner på Svalbard er sat i bero.

Ideen om et såkaldt "Arctic Hub" dukker med jævne mellemrum op i debatten. Ideen opstår, når man kigger på en globus og ser på kloden ovenfra frem for fra ækvator. Der har været en del kandidater til denne position igennem tiderne - Kangerlussuaq, Akureiri, Portland, Keflavik blot for at nævne et par stykker.

Med sine 2.000 deltagere fra det meste af verden har Arctic Frontiers i år konsolideret sin position, fortæller den norske USA-ambassadør Kaare R. Aaes til Huffington Post og afslører en lille konferenceteknisk hemmelighed:

- Hvordan rydder man på tre minutter et lokale med 500 internationale VIP'ere, som er i gang med en solid aftendiner? Nemt nok - man skal bare fortælle, at der er nu er nordlys på himlen.

Læs i øvrigt mere om Arctic Frontier på blandt andre Arctic Consensus hjemmeside, hvor Verena Huppert fortæller om sine oplevelser på det arktiske topmøde.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar