15. marts 2017

Hæder til Martin Sandy Shalmi

"Martin giver aldrig op"

En rørt og overrasket Martin Sandy Shalmi
modtog en særlig pris for sin indsats på råstofområdet.
Til venstre naalakkersuisoq Mûte B. Egede.
Det var en glad, rørt og overrasket Martin Sandy Shalmi, CEO i Xploration Services Greenland, der i forrige uge modtog en særlig pris for sin indsats på råstofområdet. Det skete i forbindelse med den traditionsrige Greenland Day på råstofmessen PDAC i Toronto.

– Der er tradition for, at vi ved denne lejlighed uddeler en pris som Prospector and Developer of the Year til et firma, der foretager efterforskning i Grønland. I år har vi valgt at gøre det anderledes og give en pris til en af de personer, der står ’bag scenen’, når efterforskningsaktiviteterne sker, forklarede Naalakkersuisoq for Råstoffer, Múte B. Egede, og fortsatte:

 – Vi er alle klar over, at mineindustrien er en hård business: Det er hårdt, det tager tid, og hvis det ikke lykkes første gang, må man prøve igen. Men man må aldrig give op. For at markere det har vi valgt at give en pris til en person, hvis mangeårige indsats har stor værdi, både for samfundet og for de selskaber, der arbejder i Grønland, nemlig Martin Sandy Shalmi.

- Martin er en person, der ikke kender ordet "give op",  Han kan tænke nyt, finde nye måder at gøre tingene på og lægger alle sine kræfter i det. Det nyder mange godt af, især efterforskningsselskaberne, der får hjælp i felten fra medarbejderne i Xploration Services Greenland.

 – Derfor fortjener du anerkendelse, og det er mig en glæde at overrække dig årets særlige pris, der gives for innovation, initiativ og beslutsomhed, sagde Egede til Martin Sandy Shalmi, der som det synlige tegn på prisen modtog et maleri af kunstneren Iiggiti Møller fra Nuuk.

– Jeg er meget glad for den anerkendelse af mit arbejde, prisen er udtryk for, siger Martin Sandy Shalmi. Jeg vil dele æren med mine partnere og medarbejdere, for det er indsatsen fra os alle sammen, der har ført os frem til den plads, som Xploration Services Greenland har i dag: Vi har skabt en grønlandsk virksomhed, der er internationalt konkurrencedygtig på sit felt – ikke bare her i landet, men også i Skandinavien, hvor vi også udfører opgaver. Det er jeg rigtig, rigtig stolt af, slutter han.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar