8. marts 2017

Kedelig overraskelse

Grønland daler på investor-hitliste

Grønlands popularitet blandt investorerne er faldende.
- Det er en kedelig udvikling, mener
den grønlandske arbejdsgiverdirektør.
Det gik ikke så godt for Grønland, da Fraser Institute forleden på råstofkonferencen PDAC i Toronto offentliggjorde sin årlige hitliste over råstoflandendes popularitet blandt investorer.

På det overordnede ”Investment Attractiveness Index” er Grønland rangeret som nummer 55 i 2016; det er et fald på 29 pladser sammenlignet med 2015 - eller helt op til 48 pladser ringere end i 2013, hvor Grønland lå på en flot 7. plads.

- Den negative udvikling i Grønlands omdømme er desværre ikke en nyhed for Grønlands Erhverv, for vi har længe hørt kritik af rammevilkårene for mineindustrien i Grønland. Men at nedturen på skalaen i Fraser Institute´s analyse er så stor fra 2015 – 2016 er en meget kedelig overraskelse, siger direktør i GE Brian Buus Petersen.

I målingen indgår en vægtning af forhold omkring beskatning, royalty, arbejdskraftregulering, miljøregler, infrastruktur og industriens generelle opfattelse af det politiske system og lovgivningen. Ser man isoleret på ”Policy Perception Index” som udtryk for tilliden til det politiske klima og myndighedernes håndtering og regulering omkring råstofsektoren, er nedturen endnu mere markant med et fald på 38 pladser til 63 i 2016 fra en plads som nr. 25 i 2015.

Brian Buus Petersen formoder, at usikkerheden om de store mineprojekter i Sydgrønland og især spørgsmålet om uranudvinding spiller ind foruden usikkerhed omkring sagsbehandling og lovgivning generelt.

Efter offentliggørelsen af Frasers undersøgelse manede flere af deltagerne i den grønlandske delegation til ro, fortæller Arctic Business Networks netværksleder Ellen Arnskjold fra Toronto:

- Flere aktører fra den grønlandske efterforsknings- og kommende mineindustri gav til kende under en paneldebat ved Greenland Day, at de mener, at undersøgelsen ikke tegner et realistisk billede. Der argumenteres med at datagrundlaget er lille og dels fordi der ikke har været markante ændringer i politiske og juridiske forhold det senere år. Det er i hvert fald ikke en måling som kan stå alene, forklarer Arnskjold.

Medlemmerne af Arctic Business Network får mulighed for at høre mere om Fraser Institutes undersøgelse, når netværket holder sine post-PDAC-møder. Det sker den 21. marts i Nuuk, 4. april i København og 5. april i Aalborg.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar