8. juni 2017

Nye muligheder for fåreholdere

Klimaændringerne er en fordel for grønlandsk landbrug

Den globale opvarmning giver grønlandsk
landbrug nye muligheder, viser rapport.
Fremtidens klima giver gode muligheder for det grønlandske landbrug. Det viser en ny rapport, som forskere fra Aarhus Universitet har udarbejdet for Naalakkersuisut.

Rapporten viser, at der kan forventes en længere og varmere vækstsæson, og at denne vil komme fåreavlere og landmænd i Sydgrønland til gode. Der kan dyrkes græs i en længere periode, hvilket er vigtigt for husdyrproduktionen. Jo mere græs, desto flere græssende husdyr er der plads til. Der kan også forventes flere perioder med tørke, hvorfor vandingssystemer samt alternative afgrøder til foder bør have fokus.

Formanden for Naalakkersuisut Kim Kielsen glæder sig over de nye muligheder, som rapporten afdækker:

- Klimaforandringer berører os alle. Derfor skal vi have kendskab til de udfordringer og muligheder, klimaforandringerne giver for samfundet. Nærværende klimatilpasningsredegørelse er den tredje i rækken og den har til formål at sikre, at landbrugserhvervet tilpasses fremtidens klima og at der drages nytte af de muligheder, klimaforandringerne giver, siger Kim Kielsen i en pressemeddelelse.

Redegørelsen er den tredje i rækken af klimatilpasningsredegørelser. Hver redegørelse fokuserer på en ny sektor. Den første udkom i 2012 og omhandlede fiskeri- og fangererhvervet, den anden udkom i 2015 og omhandlede skibsfart.

Den nye rapport kan downloades fra Naalakkersuisuts hjemmeside.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar