14. december 2017

Unge grønlændere i køkkenet

Grønlandsk mad på bordet

Lars Jeppesen "Kok" anretter grønlandsk mad
 sammen med Steen Søholm, Iisaavaraq Kleist
Kristiansen og Kristine Andersen.
Mødet med Grønland har ofte haft skelsættende betydning for mange mennesker. Det gælder også den nordjyske kok, Lars Jeppesen, der i mange år drev restauranten i Aalborg Zoo.

I forbindelse med den zoologiske haves planer om et særligt afsnit for Grønland kom han til den store ø - og har siden besøgt grønland adskillige gange.

For i Grønland fandt Lars Jeppesen, hvad han ikke tøver med at kalde verdens bedste råvarer, der siden har inspireret ham til mange spændende retter. Lars Jeppesen blev desuden engagereret i den grønlandske befolkning - og ikke mindst ungdommen, som han betragter som landets største ressource.

Det er siden blevet til blandt andet undervisning i Sisimiut - og i Aalborg har han dannet sit eget grønlandske kokketeam, der rykker ud, når der skal grønlandsk mad på bordet, for eksempel til nationaldagen, i Det Grønlandske Hus eller som forleden, hvor Folkekirkens Hus i Aalborg havde temaaften om Grønland.

Her bød Lars Jeppesen "Kok" sammen med Iisaavaraq Kleist Kristiansen, Kristine Andersen og Steen Søholm blandt andet på marinerede ammassætter, rejecocktail og lammekød med karrysauce.

- De unge gør det simpelthen bare så godt, konstaterer kokken, der mødte de tre madglade grønlændere i forbindelse med et aktiveringsprojekt på Det Grønlandske Hus i Aalborg.

- Som aktivering betragtet kan et køkken noget, som ikke mange andre projekter byder på. I et køkken lærer man respekt for deadlines og samarbejde, ligesom det er afgørende, at man møder til tiden. For hvis man svigter, går det ud over kollegerne, og det er altså stærkt motiverende, mener Lars Jeppesen, der har flere planer om kokkeriet som pædagogisk værktøj.

Men først går turen i januar til Sydafrika for at undervise - for også i det afrikanske land har man fået øjnene op for Lars Kok, der har arbejdet som freelancer, siden han i sommer sagde jobbet op som restaurationschef i Aalborg Zoo.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar